VERDENSOMSPÆNDENDE KATASTROFEHJÆLP

BORGERE HJÆLPER BORGERE
OVERSVØMMELSESHJÆLP I PAKISTAN

Da voldsomme oversvømmelser ramte Indus-flodens afvandingsområde i juli 2010, var det Pakistans værste naturkatastrofe i mands minde.

1.000
FRIVILLIGE
– fra –
HELE
PAKISTAN
kom til undsætning

En voldsom monsunperiode fik Indus-floden til at gå over sine bredder, hvilket lagde næsten en femtedel af landet under vand. Monsunen kostede 1.700 mennesker livet, og 14 millioner mennesker blev tvunget til at flygte fra deres hjem.

Da det var svært for frivillige fra andre lande at rejse ind i Pakistan, mobiliserede de pakistanske katastrofehold sig lokalt for at bringe nødhjælp ud til forskellige regioner – Islamabad i nord, Karachi i syd og Kushab i den centrale region. Da de fleste veje var oversvømmede og ufremkommelige, reddede holdene først familier der var strandet i fjerntliggende lejre. De frivillige nåede frem til dem i både og vadede gennem brysthøjt vand for at levere forsyninger. De bragte mad, vand, tøj og nødhjælpsudstyr og gav assist‑er til de chokerede og traumatiserede.

I et andet område slog et af katastrofeholdene sig sammen med en enhed fra den pakistanske hær. De uddelte mad, vand og medicin til tusindvis af mennesker som boede i fjerntliggende flygtningelejre hvor de lærte lejrenes ledere de grundlæggende principper for assist‑er og hjalp med at organisere lejrene for at afværge optøjer blandt desperate indbyggere. Holdet gav tusindvis af assist‑er og uddannede mere end 1.800 andre til at gøre det samme.

En embedsmand fra justitsministeriet i provinsen Sindh udtalte: “Jeg tilslutter mig virkelig katastrofeholdets motto og er dybt inspireret af det, og de har bevist disse ord med deres handlinger: ‘Der Kan Gøres Noget Ved Det.’ Det er fantastisk at vide og se at disse frivillige hjælper oversvømmelsesofrene så effektivt. Vores land har brug for denne ærlighed og dedikation. Jeg sætter virkelig stor pris på deres humanitære arbejde. Tusind tak.” 

En embedsmand fra højesteretten i Sindh skrev: “Oversvømmelsesofrene har virkelig brug for nogen der vil lytte til dem og deres problemer, og det gør katastrofeholdet. Dette værdsættes.”