OM PROGRAMMET
MILLIONER NÅET MED BUDSKABET
“DE SAGDE, DE LØJ”
Succesen med Sandheden om Stoffer-hæfterne banede vejen for en serie af public service-meddelelser med titlen “De sagde, De løj”. Med deres barske billeder af de mest udbredte stoffers ødelæggende virkninger er de 17 moderne og slagkraftige PSA’er rettet direkte mod de unge.
Budskaberne afskrækker effektivt folk fra overhovedet at prøve stoffer for første gang, og de udgør en helt afgørende del af Sandheden om Stoffer-programmet.
PSA’erne er skabt til at åbne folks øjne for stoffers reelle virkninger og knække misbrugskurven de steder hvor de bliver vist. De første tre film tager fat på de klassiske misforståelser der ofte lokker unge til at eksperimentere: troen på at stoffer gør dig cool (“Populær”), at en enkelt rus ikke gør dig afhængig (“Bare én gang”), og at et enkelt sug eller fix ikke kan skade dig (“Ét enkelt sug”).
De øvrige PSA’er sætter fokus på de mest gængse stoffer: marihuana, alkohol, Ecstasy, kokain, crack-kokain, crystal meth, inhalanter, heroin, LSD og receptpligtige smertestillende piller. Filmene viser realistiske situationer og fakta på en måde der taler direkte til de unge. Hver film hænger tæt sammen med et af hæfterne fra Sandheden om Stoffer.
Mere end 1.500 tv-stationer i næsten 50 lande har vist Sandheden om Stoffer-PSA’erne. Eksperter inden for mediekommunikation giver “De sagde, De løj”-PSA’erne stor ros for at skære igennem mediestøjen og ramme plet hos målgruppen. Kampagnens PSA’er har vundet adskillige Telly-, Addy- og andre mediepriser.
PSA’erne har også fået overvældende positive anmeldelser fra folk der arbejder professionelt med oplysende forebyggelse:
“PSA’erne fangede eleverne med det samme fordi de bruger unge i deres egen aldersgruppe som de kan identificere sig med.” – Lærer, Canada
“Jeg bruger altid PSA’erne til at fange deres opmærksomhed. [...] Videoerne skyder debatten i gang, og bagefter begynder den ene elev efter den anden at fortælle åbent om deres eget liv og deres familier. Det gør et enormt indtryk.” – Underviser, Utah, USA
Siden public service-meddelelserne om Sandheden om Stoffer blev udgivet i 2008, er de blevet set af mange millioner mennesker.
Disse budskaber fungerer som en stærk introduktion til oplysende foredrag om stoffer og udgør en helt central del af Sandheden om Stoffer-undervisningsprogrammet. De bruges i vid udstrækning af både myndigheder, politi, skoler, lokalforeninger og andre misbrugsforebyggende programmer.
I Honduras hvor det nationale råd mod narkotikahandel har indgået et partnerskab med Foundation for a Drug-Free World, bliver filmene brugt i præsentationer for højtstående officerer og kadetter på militærakademiet.
Politibetjente fra Texas Crime Prevention Association bruger ligeledes PSA’erne og Sandheden om Stoffer-hæfterne i deres forebyggende arbejde.
I Panama blev der iværksat en oplysningskampagne om stofmisbrug ved regelmæssigt at sende PSA’erne i den bedste sendetid på landets nationale tv-station, hvilket nåede ud til 2 millioner seere.
I Taiwan er budskaberne ligeledes blevet vist på landsdækkende tv for 5 millioner seere, og de indgår som en del af undervisningen på 500 skoler.
Over hele verden redder disse slagkraftige budskaber unge fra at falde i kløerne på stoffernes falske løfter.