HVAD MENES DER MED OPERERENDE THETAN (OT)?

Opererende thetan er en åndelig tilstand, der ligger over clear. Ved opererende menes ”i stand til at handle og håndtere ting” og ved thetan menes ”det åndelige væsen, som er den grundlæggende personlighed”. En opererende thetan er derfor én, som kan håndtere ting uden at være nødt til at bruge en fysisk krop.

Grundlæggende set er man sig selv, kan håndtere ting og eksistere uden fysisk hjælp og bistand. Det betyder ikke, at man bliver til Gud. Det betyder, at man bliver sig selv helt og holdent.

Grundlæggende niveauer af Scientologi hjælper en person med at håndtere hans personlige relationer og dagligdags problemer og frigør hans opmærksomhed, så han kan fokusere på de højere aspekter af tilværelsen. På niveauet opererende thetan har man at gøre med sin egen udødelighed som et åndeligt væsen.

Som det gælder for ethvert andet åndeligt niveau i Scientologi, opnås tilstanden OT ved at gennemgå en række gradvise trin, der hver især er mere avanceret end det foregående, og som hver især har sin egen opnåede evne. Den nøjagtige rækkefølge er fast etableret, og variationer fra denne rækkefølge er uproduktive. Således ville det være frugtesløst at forsøge at få en person i gang med OT-niveauerne, før han er klar til dem. Man kunne lige så godt forlange, at en baby skulle løbe, før han lærer at kravle og gå. Ligeledes kan enkeltpersoner i Scientologi kun modtage fordelene ved den rådgivning, der bringer én til OT efter afslutning af mere grundlæggende skridt.

På OT-niveauet studerer scientologer de meget avancerede materialer fra L. Ron Hubbards forskning. Ifølge dem, der har opnået OT, overgår de opnåede åndelige fordele al beskrivelse.