16. april 2009
I Go'morgen Danmark og flere andre steder i medierne kunne man i dag høre om, hvor let det er at lave narko. Sagen var om en universitetsstuderende, der gennem flere år havde lavet stoffet methamfetamin i universitetets laboratorium. I denne forbindelse vil vi her fra foreningen ”Sig nej til stoffer, Sig ja til livet” gerne lige råbe vagt i gevær!
Methamfetamin er et meget farligt kemisk stof og bestemt ikke noget, som man skal eksperimentere med. Det er et af de allerfarligste stoffer, da man meget hurtigt bliver afhængig af det. Det nedbryder kroppen meget hurtigt – på få år kommer man til at se gammel og udhungret ud. Det er en af de sværeste stofafhængigheder at behandle, og mange dør af stoffet.
Som alle stoffer er methamfetamin en gift, der i første omgang virker som en stimulans (gør en mere aktiv), men som systematisk begynder at nedbryde kroppen. Derfor er det forbundet med alvorlig sundhedsfare at indtage det, og det kan medføre hukommelsestab, aggression, psykotisk opførsel og evt. hjerte- og hjerneskader.
De, der fremstiller methamfetamin, bruger farlige kemikalier, som kan være eksplosive. Fordi disse kemikalier fordamper let, og fordi meth-fremstillere selv ofte er stofmisbrugere og desorienterede, får de mange gange alvorlige forbrændinger eller andre skader på kroppen, eller de bliver dræbt, når deres kemikalier eksploderer. Sådanne ulykker samt de store mængder af giftigt affald, der er et resultat af denne ulovlige produktion, bringer også naboen i fare.
Hvis du vil vide mere om methamfetamin eller andre afhængighedsskabende stimulanser, så kan du finde data på www.nejtilstoffer.dk eller www.drugfreeworld.org. Her kan du også bestille kopier af hæftet ”Sandheden om Crystal Meth – Methamfetaminer: Hooked før du aner det!”.
”Sig nej til stoffer, Sig ja til livet” er en forening, som blev startet af en gruppe scientologer i 1991 på grund af de stigende problemer med stoffer blandt unge, og kun lidt reel information om disse stoffer og deres skadelige virkninger. Siden 2000 har foreningen uddelt mere end 700.000 informationshæfter i Danmark.
Kontaktinformation:
Formand Christine Astrupgaard
Foreningen ”Sig NEJ til stoffer, sig JA til livet”
e-mail christineast@yahoo.dk
mobil: 2533 1247
Hæfter om diverse stoffer kan gratis rekvireres fra foreningen "Sig NEJ til stoffer, sig JA til livet" på telefon 2533 1247